31 januar 2010

Øjnene, der ser...

Jeg gik en tur og så på andres liv. Jeg elsker at gå og kigge på folks huse - og så meget ind af deres vinduer, som det er nu er muligt, uden at blive antaget for at være et eller andet suspekt.

At få et glimt af deres hjem. Bygge videre på en forestilling om, hvem der bor derinde. Hvad det er for et liv, de har. Hvem de er. Hvad de drømmer om. Hvad de længes efter.

Jeg går som en betragter. Og det er nok i virkeligheden sådan, jeg bedst kan li' at være. Den, der betragter. Den, der står lidt udenfor. Som er med - og så alligevel ikke helt.

Måske er det af angst for, hvad der vil ske, hvis jeg blev den betragtede.

26 januar 2010

Bølge !

Det er da for vattet at foreslå et pointsystem for at få tildelt permanent opholdstilladelse...næh, du - lad os lave det á la X-factor ! Så sviner vi dem til og sender dem hjem - i bedste sendetid !

25 januar 2010

.

Engang. En dag. At last. Endelig. Forløsning. For altid.

24 januar 2010

Mere og bedre end sit rygte...

Facebook er tit og ofte udskældt. Beskyldes for at være overspringshandlingernes holdeplads. Tant og fjas. Intetsigende.

Det er det osse. Men så osse noget mere.

Her til aften oplevede jeg pludselig at lande i en kommentar, som ramte lige ind i noget, der lå gemt inden i. Gemt, men ikke glemt. Aldrig glemt.

Og jeg skrev nåede, og mens jeg gjorde det, blev jeg bare ked og mærkede tårefiskene trække frem. Men det var okay. Helt okay. For jeg blev lige i det øjeblik mindet om nogle følelser. Noget, der bæres med mig. Som jeg ikke vil smide fra mig. Som jeg ikke vil give slip på.

Og det slog mig, at den sorg - den var faktisk osse en slags gave. For i og med, at jeg kan mærke den, så mærker jeg også det gode. Det, som jeg ikke længere kan tage og føle på. Som ikke fysisk er her. Og i det øjeblik blev sorgen faktisk pludselig en del lettere. Den blev noget mere.

Det lyder mærkeligt. Men pludselig er det okay, at den altid er derinde. Og at den nogen gange kommer frem. At den slumrer, men kan vækkes.

Det' okay.

Heller det end at være helt foruden.

mmmmm...

Ej, Tlalane mand - hvordan kan du lave rugbrød, der smager som kage ?

Må ha' mere !

19 januar 2010

You know I'm bad...

Ja, undskyld - men det allerførste, jeg tænkte, da jeg hørte, at Kurt Westergaards frisør havde sagt op, var: "Ej, har han en frisør" ?

13 januar 2010

09 januar 2010

Nå.

Først var jeg ikke mig. Kvalmen og svimmelheden tog over. Gled ind i søvnen, og mødte mærkelig ting i mine drømme.

Nu er jeg mig. Og jeg kan ikke være i det lige nu. Så hvad gør jeg så ? Rastløsheden flyder i mit blod, mens jeg samtidigt lammes af en manglende lyst til noget som helst.

Nå.

05 januar 2010

Sagt...

Så er det sagt.

Eller skrevet.

At jeg synes, at mit afkom skal bo permanent og fuldt og helt hos sin far.

Afventer.

Sitrer.

Ta' nu imod.

Fuldt og helt.

No more games.

02 januar 2010

Drys...

Det drysser ned fra himlen.

Jeg troede, at jeg skulle på torvet. Min etapesøvn gjorde det ikke lige muligt. Det må blive på onsdag så.

At vågne langsomt kl. 13.45, føles mærkeligt - men godt.

Det drysser ned fra himlen - og jeg drysser herinde.

01 januar 2010

Byen

Byen er så grim i dag.

Jeg gik i gaderne, der flød med resterne af det gamle år. Alting var smattet og gråt, og der lugtede brugt. Brændt. Kasseret.

Skyndte mig ind og købe smukke blomster til mig selv, og ilede hjem i hulen min. Lod smukke toner fylde stuen og sank ned i blødhed.