18 september 2010

Act once again

Du ligner helt dig selv. Det gør jeg ikke. Din nærhed på én og samme tid med den afgrund af afstand, som tiden har gravet imellem os.

Det er bare så mærkeligt. Og jeg ved godt, at det nok bare er mig. Som altid er jeg ti millioner andre steder end alle andre. Og du går uden tvivl hjem til din verden uden følelsen af...dét der...

Smiler vemodigt over den sikkerhed, jeg engang havde. Og så slet ikke havde alligevel. Over alt det, som slet ikke var, men alligevel var der. Over alt det, som jeg vidste ville komme, men som ikke kom. Og som jeg ikke længere kan række ind efter.

Min tid har været der. Nu er der andre aktører på scenen. Og tæppefaldet er lige ved og næsten dér.

13 september 2010

Min svanefamilie

Jeg er lidt bange for svaner. De er store, de har vinger, og de udsender uberegnelige signaler. Det opfanger jeg ihvertfald, men det så osse nævnes, at jeg generelt ikke er den store fan af alt med vinger. Sommerfugle undtaget.

Anyway - på afstand kan jeg godt synes, at svaner er ret flotte. Jeg gentager: på afstand. Den svane, jeg engang mødte foran svømmehallen, der stod og slog mod indgangspartiet, havde jeg det lidt skidt med. Til gengæld har jeg nu fået mig en svanefamilie. Intet mindre. To stk. voksne og to stk. grå-brune teenagere. Jeg ser dem, hver gang jeg går ved Mosen. Svømmende rundt i åen. Liggende på græsset. Altid sammen. Hvem havde troet, at svaner lever i kernefamilier ? Nogle gange tænker jeg, at skindet bedraget. At de forældrene måske er pisse trætte af ungerne, og bare tæller dagene til de flyver fra den imaginære rede. Andre gange sukker jeg over, at det kan lykkes for nogle at holde sammen på familien.

Under alle omstændigheder skal jeg helst lige se dem, når jeg er på de kanter. I dag slog det mig pludselig: om meget snart er teenagerne store, hvide og ikke til at genkende. Lidt som min egen datter.

Livet er stort og småt.

10 september 2010

Du du du...

Elsker simpelthen sexscenerne i "Dollars". Eller - læber, der presses mod hinanden vældig hårdt forever, mens et inderligt ansigtsudtryk fylder skærmen. Får mig til at tænke på, når jeg så det sammen med min mormor, og hun hver gang, der kom så'n en scene sagde "baaaaaahhhh". (Hun kaldte i øvrigt osse serien "Dynasti" - udtalt på dansk. Og Blake for "Blaaa-kæ". Intet som gamle menneskers engelsk)

Og jeg går ud fra, at de rent faktisk er ment som et seriøst bud på seksualitet og sensualitet. Mage til dårlig dømmekraft. Men ufrivilligt hysterisk morsomt. Især på en doven regnfyldt fredag, hvor zappeknappen gik i stå på NRK1.

September...

Man ved, at det har været sandalvejr længe, når der er edderkoppespind i ens almindelige sko...