Og sikke en smuk dag at skilles fra hinanden...

Det har grebet mig igen. På sådan en solskinsdag med et snert af forår i luften, sidder jeg her svøbt i melakoliens kåbe. Med tårefisk, der flyder lige omkring vippekanten. Med følelser, der kommer og går. Med en tilstand af stilstand, der tynger.

Men vent ! Har jeg ikke netop skabt forandring i mit liv ? Har jeg ikke netop taget endnu et skridt ? Hvorfor så lige denne vante reaktion, når nu alting langsomt forandres ?

Måske netop derfor. Fordi det er nyt. Ukendt. Skræmmende. Måske blot en reaktion på det.

Jeg kan ikke rigtig ryste det af mig i dag. Måske er det okay. Måske er det i dag. Og så kommer i morgen.