And the sky is grey...

Hvor er jeg moody i dag...hvor er mit hoved tungt...hvor svømmer tårefiskene foruroligende nær vippekanten...

Savner min indre sol i disse dage...

Elsker DR2...

...elsker de fleste tema aftener - det er som om, at alting kan blive rigtig interessant, når man lige fordyber sig i det, og bliver præsenteret for noget mere sammenhængende om emnet end de sædvanlige news flash, som man ser i mange andre programmer...

Og den i aften var om Bowie...jo jo...følte mig rigtig godt underholdt...og mand, sikke et tandsæt den mand havde før sin relativ sene tandregulering...men alting var okay - tænder eller ingen tænder...bare fordi det var ham !

...fatter ikke, at man kan være så lækker, når man er 60...har på én eller anden mærkelig måde fornemmelsen af, at det samme ikke vil være tilfældet for mange af os andre dødelige...

We could be heroes...

Kan huske dengang, jeg synes at jeg var en stjerne...en stjerne i mit eget univers...med andre stjerner ved min side...og intet kunne nå os eller slå os ud af kurs eller pille os ned eller no'et...

Så var der de store stjerner...én af dem fylder rundt i dag...Bowie - my man ! Én af de udødelige...

Kan huske dengang en veninde og jeg havde sparet sammen til Bowie billetter...16 år siden - et helt andet liv nærmest...

Og vi spiste toast med ost og pålægschokolade og sang Bowie hele morgenen...og senere drak vi så mange FF'ere (Find Fortovet - hardcore øller) nede i en anden venindes gård, at vi nærmest ikke kunne gå lige på det fundne fortov, da vi skulle mod Parken...

Og jeg blev frygtelig forarget over, at de andre hængehoveder ville op på tribunen, for jeg ville da bare helt ned foran til min Bowie altså...

Det kom jeg - og jeg blev så slået ud over Kim Wilde som opvarmning, at jeg faldt i søvn på plænen, og vågnede ved et kæmpe brøl og mange mennesker, der maste rundt over og ved siden af mig...

Og dér var min stjerne - og sørme også en sanselig midlertidig stjerne lige ved siden af mig: mørk svensker med kysselige læber, som kunne holde om mig koncerten igennem...

Kommer da lige helt til at smile over sådan en gang memory lane tankespind...

Teløk Bowie - min stjerne...

Nu med morfar alder...

Ambitioner...

Man ved at ens afkom har ambitioner, når følgende dialog finder sted under leg med Lego Scala:

Veninde: "Skal vi ikke sige, at vi bor i Odense så ?"

Afkom: "Neeeej - Hollywood !"

...øh...okay...

Håbede lidt, at man fik et fantastisk inspirerende liv, når man havde en blog...ser nemlig ud til, at rigtig mange bloggere har et rigtig spændende liv...synes ikke lige, at det har ændret så meget...bor stadig lige rodet...har stadig lige lidt overskud...

Men hey - der er godt nok kommet tre nye Disney kanaler i huset...så lidt kommer der alligevel ud af at blogge ?!

Verden ku' være af lave...

Verden ku' være af lave - og jeg ville ikke ha' opdaget det i dag...

Radaren var sat ind på ankomst af et stk. afkom, der havde været væk hjemmefra i 12 (!) dage...

Der ku' såmænd ha' været droppet en a-bombe et sted, og jeg havde ikke registreret det...

Okay, måske havde der så været lidt mere fremkommeligt i Netto, så ku' være, at jeg havde lugtet lunten...

Aftenen stod i "Vi laver liiiige, hvad du vil" - og ikke med mig, mig, mig fortegn ! Næh - vi så skam hundeprogram på TV2, samt "Årgang 0". ..som jeg var blevet bedt om at optage, idet hun ikke var hjemme til start !

Desuden så vi hendes julegave - videooptagelser fra onklen og tantens bryllup...jeg troede, at der kun var en optagelse, og synes egentlig at det var pænt udholdende at se den del, som afkommet selv havde optaget...altså - ikke fordi jeg har noget imod bryllupper eller ikke synes, at hjemmevideoer er sjove og så'n...men det er måske bare lidt noget andet, hvis man selv har været med...

Anyway - afkommet udviste store og detaljerede evner udi kommentator rollen..."det er den og den", "han var vegetar", "han var mærkelig", "hun er så søøøøøød", og så lige all time favorit replikken, der blev gentaget rigtig mange gange: "se nu, se nu - lige om lidt, se nu, se nu"...

Og jeg så og så...og fik hurtigt det salige smil af munden, da det gik op for mig, at kassetten indeholdt endnu en version...optaget af brudens far og indeholdende langt mere uddybende features, og det helt tilbage til udsmykningen før selve festen...

Måske gabte jeg lidt for meget - men tror også at vi havde set video i 1½ time...det føltes så'n...ihvertfald foreslog afkommet, at vi holdt pause - til i morgen...

Hun har allerede proklameret, at de skal se videoen til hendes pigefødselsdag senere på året...jøsses !

Altså - hendes onkel og tante er de bedste i hele verden, og mit afkom er fantastisk, når hun holder sin lille tale og alt muligt...og kameraføringen - ihvertfald hendes - ER virkelig ren dogme: intet lys, masser af rysten og vi leger ikke med lyden...men jeg må alligevel erkende, at når man har set én, har man nok set dem alle...og jeg håber bare, at det så vitterligt ER den sidste version af den fest, som vi er i gang med nu...

Når man bli'r ramt...

Jeg holdt jo nytårsaften for mig selv - selvfølgelig sammen med kat og 6 x marsvin...

Derfor var det mig, mig, mig og KUN mig, der bestemte, hvad der skulle ses og lyttes til...

Jeg så bla. DR2s temaaften omkring musik - herunder nogle "de er bøsser OG musikere" programmer. Der var bla. ét om Freddie Mercury. Og hvis der er én, der altid har kunne ramme mig, så er det Freddie...Han er så unik i sin måde at formidle musik og performance på. Og man får lyst til at være hans ven og ha' det sjovt sammen med ham...og det slog ikke fejl: som HVER eneste gang, når jeg ser dokumentarprogrammer om ham, bliver jeg SÅ ramt...dels af musikken og hans personlighed - men også af det grusomme i, at livet gi'r og livet ta'r, og at mennesker kan dø af at elske...

Det er 15 år siden, at Freddie Mercury døde af AIDS. I dag virker det til, at der er en tendens til at tænke, at det ikke længere er jordens undergang at blive HIV-smittet. At lægevidenskaben har gjort så store fremskridt, at man sagtens kan holdes i live, trods sygdommen. Det var faktisk ét af argumenterne, der blev nævnt i forbindelse med, hvorfor en yngre mand ikke burde dømmes for at ha' smittet 3 andre med HIV...at det ikke længere kunne betragtes som en dødelig sygdom...

Er det ikke hovedrystende ? Og ét sted - så'n lidt respektløst over for både sig selv og andre at ha' så'n en indstilling...

Anyway - jeg blev grebet af Freddie og hans musik og historie endnu engang...og så bli'r livet igen til den dér store ting, som kan være så frygtelig flygtig...