For tiden ser jeg rigtig mange film. Stort set én hver dag. Jeg elsker at forsvinde ind i en anden verden - blive opslugt af en god historie, godt skuespil og nogle flotte billeder og effekter.

I dag så jeg "Biernes hemmelige liv". Har hørt, at bogen skulle være fantastisk, men har ikke fået den læst. Nu har jeg så set filmen. Og hold da op - den var simpelthen så god. En meget gribende og vedkommende historie, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Så - se den, se den !

Tell me why...

Hvorfor er jeg ikke én af den slags mennesker, som kan smide en ufarlig kliché, når man midt på gaden møder en mor, der spørger "Hvordan går det så ?" ?

Hvorfor er jeg én af den slags mennesker, som knuger mine nyindkøbte tulipaner, mens tårefiskene begynder at trille ?

Nå...vil i virkeligheden nok slet ikke bytte...men det kunne sgu være praktisk nogle gange, hvis man bare kunne gå på automat-happy-eller-i-det-mindste-bare-neutral-pilot...

Øjnene, der ser...

Jeg gik en tur og så på andres liv. Jeg elsker at gå og kigge på folks huse - og så meget ind af deres vinduer, som det er nu er muligt, uden at blive antaget for at være et eller andet suspekt.

At få et glimt af deres hjem. Bygge videre på en forestilling om, hvem der bor derinde. Hvad det er for et liv, de har. Hvem de er. Hvad de drømmer om. Hvad de længes efter.

Jeg går som en betragter. Og det er nok i virkeligheden sådan, jeg bedst kan li' at være. Den, der betragter. Den, der står lidt udenfor. Som er med - og så alligevel ikke helt.

Måske er det af angst for, hvad der vil ske, hvis jeg blev den betragtede.

Bølge !

Det er da for vattet at foreslå et pointsystem for at få tildelt permanent opholdstilladelse...næh, du - lad os lave det á la X-factor ! Så sviner vi dem til og sender dem hjem - i bedste sendetid !

.

Engang. En dag. At last. Endelig. Forløsning. For altid.

Mere og bedre end sit rygte...

Facebook er tit og ofte udskældt. Beskyldes for at være overspringshandlingernes holdeplads. Tant og fjas. Intetsigende.

Det er det osse. Men så osse noget mere.

Her til aften oplevede jeg pludselig at lande i en kommentar, som ramte lige ind i noget, der lå gemt inden i. Gemt, men ikke glemt. Aldrig glemt.

Og jeg skrev nåede, og mens jeg gjorde det, blev jeg bare ked og mærkede tårefiskene trække frem. Men det var okay. Helt okay. For jeg blev lige i det øjeblik mindet om nogle følelser. Noget, der bæres med mig. Som jeg ikke vil smide fra mig. Som jeg ikke vil give slip på.

Og det slog mig, at den sorg - den var faktisk osse en slags gave. For i og med, at jeg kan mærke den, så mærker jeg også det gode. Det, som jeg ikke længere kan tage og føle på. Som ikke fysisk er her. Og i det øjeblik blev sorgen faktisk pludselig en del lettere. Den blev noget mere.

Det lyder mærkeligt. Men pludselig er det okay, at den altid er derinde. Og at den nogen gange kommer frem. At den slumrer, men kan vækkes.

Det' okay.

Heller det end at være helt foruden.

mmmmm...

Ej, Tlalane mand - hvordan kan du lave rugbrød, der smager som kage ?

Må ha' mere !