Premiere - og afsked...

Jeg måtte lige skrive et blogindlæg FRA Fanø...og så sidder jeg altså her med knaldende hovedpine en alt for tidlig morgen - efter en nat med drømme, der kun indeholdte onde ting !

Ikke lige det fedeste udgangspunkt for at skrive noget som helst - eller foretage sin rejse hjem til det, der rent faktisk er ens fysiske hjem...endnu...

På gensyn, mit kære hav...

Engle ta'r nogle gange fejl...

Englen tog fejl...

Og denne gang flød tårerne af medlidenhed og smerte...og en voldsom overvældende afmagt i erkendelse af, at livet er skrøbeligt og aldrig kan tages for givet...

Erle perle - ærlig talt...

Altså - hvis ham der betjenten ikke sagde "perker" til ham der demonstranten...men perle...giver det så ikke lige pludselig en helt ny mening til klichéen med "at kaste perler for svin" ?

Og vil det fremover være noget racistisk snavs at sige, eftersom mange af de hersens perler måske er muslimer, og så ikke lige er så begejstrede for svin ?

Måske skulle man udsende så'n en ordbog fra politiets side ? For de kan da åbenbart nogle ret spændende - og for omverdenen helt ukendte - slangudtryk...

Begge veje...

Dagen kan gå begge veje, jeg kan mærke det i maven...

Alle små liv...

Alle små sange
har blodige årer
af at komme fra brystet
og ud

Alle små
undslupne fugle

Alle små hænder
har tørhed og frost
af at finde
hvad verden de nu finder

Kys dem,
de små hænder

Alle små børn
som blir voksne
har sårbare øjne
på kroppen

(Borum)

Særlig...

Nogen gange er det en særlig dag...

Når oktober solen skinner, og man kan sidde udenfor og drikke kaffe i glas...

Når man for en stund glemmer alt om burde og spare, og lader afkommet få det nedsatte bælte, som kan holde de alt for løse bukser oppe...

Når en ven, der fysisk er fjern, men i hjertet nær, viser én tillid...

Når man ved, at man inden mange dage vil være på Fanø for en stund...

Nogen gange har man virkelig brug for en særlig dag...

Og så hører nogen én...

Og det særlige sker...

Lille menneske...

Da jeg lukkede døren bag mig og gik ud i regnen, tænkte jeg blot på at sætte den ene fod foran den anden...et skridt, to skridt, flere skridt...og da jeg passerede en mur, hvor der var skrevet "jeg gjorde det kun for min egen skyld", var det som et spejl rettet mod dig - mod Jer...og den konstante tyngde og anspændthed i skuldrene mine føltes som det tungeste åg, da jeg lagde muren bag mig - og oh, var det dog blot så lige til at lade noget andet blive efterladt...og mine fødder fandt supermarkedet, og jeg så folk fylde deres vogne med fødselsdagstilbud, alt imens jeg selv talte mønterne endnu engang, fordi det bare ikke var dagen, hvor jeg skulle tælle forkert og ikke ha' nok ved kassen...og jeg fandt min frugt og de andre småting, jeg var gået helt derud efter...stod ved kassen - og sørme om ikke den gamle dame før mig fik sine to citronmåner, sit rugbrød og sin biksemad betalt af manden foran hende, som i et anfald af pludselig gavmildhed, spontan sindssyge eller hvad ved jeg, overraskede hende og kassedamen ved at insistere på at betale hendes varer osse...og jeg stod bare og havde lyst til at skrige "hvad med mig ?"...og jeg følte mig som verdens mindste menneske, der ikke engang bare ubetinget kunne glæde sig over, at en sikker fattig pensionist fik sine varer sponsoreret...det med at se med andre øjne - et andet perspektiv...det, jeg svælger rundt i for tiden, og føler mig konstant mislykket i forhold til...lidt som når beløbet "47.000" flyder ud i dag, fordi jeg fik at vide, at det er hvad en gammel veninde tjener, og jeg både glædes på hendes vegne og synes, at hun er hardcore sej, og samtidigt slet ikke fatter, at man kan tjene så mange penge, og fanme slet ikke forestille mig, hvor fantastisk befriende det må være ikke at tænke på penge - på den måde, som jeg skal tænke på dem...og jeg traskede hjem i regnen, og fandt lidt afveksling i at gå andre veje, se nye gamle huse, og tænkte på hvor fantastisk det ville være at eje en mobil med kamera eller noget, så jeg kunne fastholde alle de glimt, der river mig ud af min trædemølle...og jeg nåede endelig mit helle...og jeg lukkede min dør, men skuldrene sank ikke ned...og jeg frygter dagen i morgen, for så meget er repeat lige for tiden, og jeg kan næsten ikke være i det mere...