Jeg gik en tur og så på andres liv. Jeg elsker at gå og kigge på folks huse - og så meget ind af deres vinduer, som det er nu er muligt, uden at blive antaget for at være et eller andet suspekt.
At få et glimt af deres hjem. Bygge videre på en forestilling om, hvem der bor derinde. Hvad det er for et liv, de har. Hvem de er. Hvad de drømmer om. Hvad de længes efter.
Jeg går som en betragter. Og det er nok i virkeligheden sådan, jeg bedst kan li' at være. Den, der betragter. Den, der står lidt udenfor. Som er med - og så alligevel ikke helt.
Måske er det af angst for, hvad der vil ske, hvis jeg blev den betragtede.
31 januar 2010
26 januar 2010
Bølge !
Det er da for vattet at foreslå et pointsystem for at få tildelt permanent opholdstilladelse...næh, du - lad os lave det á la X-factor ! Så sviner vi dem til og sender dem hjem - i bedste sendetid !
25 januar 2010
24 januar 2010
Mere og bedre end sit rygte...
Facebook er tit og ofte udskældt. Beskyldes for at være overspringshandlingernes holdeplads. Tant og fjas. Intetsigende.
Det er det osse. Men så osse noget mere.
Her til aften oplevede jeg pludselig at lande i en kommentar, som ramte lige ind i noget, der lå gemt inden i. Gemt, men ikke glemt. Aldrig glemt.
Og jeg skrev nåede, og mens jeg gjorde det, blev jeg bare ked og mærkede tårefiskene trække frem. Men det var okay. Helt okay. For jeg blev lige i det øjeblik mindet om nogle følelser. Noget, der bæres med mig. Som jeg ikke vil smide fra mig. Som jeg ikke vil give slip på.
Og det slog mig, at den sorg - den var faktisk osse en slags gave. For i og med, at jeg kan mærke den, så mærker jeg også det gode. Det, som jeg ikke længere kan tage og føle på. Som ikke fysisk er her. Og i det øjeblik blev sorgen faktisk pludselig en del lettere. Den blev noget mere.
Det lyder mærkeligt. Men pludselig er det okay, at den altid er derinde. Og at den nogen gange kommer frem. At den slumrer, men kan vækkes.
Det' okay.
Heller det end at være helt foruden.
Det er det osse. Men så osse noget mere.
Her til aften oplevede jeg pludselig at lande i en kommentar, som ramte lige ind i noget, der lå gemt inden i. Gemt, men ikke glemt. Aldrig glemt.
Og jeg skrev nåede, og mens jeg gjorde det, blev jeg bare ked og mærkede tårefiskene trække frem. Men det var okay. Helt okay. For jeg blev lige i det øjeblik mindet om nogle følelser. Noget, der bæres med mig. Som jeg ikke vil smide fra mig. Som jeg ikke vil give slip på.
Og det slog mig, at den sorg - den var faktisk osse en slags gave. For i og med, at jeg kan mærke den, så mærker jeg også det gode. Det, som jeg ikke længere kan tage og føle på. Som ikke fysisk er her. Og i det øjeblik blev sorgen faktisk pludselig en del lettere. Den blev noget mere.
Det lyder mærkeligt. Men pludselig er det okay, at den altid er derinde. Og at den nogen gange kommer frem. At den slumrer, men kan vækkes.
Det' okay.
Heller det end at være helt foruden.
19 januar 2010
You know I'm bad...
Ja, undskyld - men det allerførste, jeg tænkte, da jeg hørte, at Kurt Westergaards frisør havde sagt op, var: "Ej, har han en frisør" ?
13 januar 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)
