Jo...

Jeg er okay...blot desillusioneret, sørgende, rasende og alt muligt i én stor pærevælling...som at være i en blender, der ritsch ratsch'er alt sammen med frygtelig stor hast...

Så smertefuldt...at miste én, man troede var en sjælefrænde...og virkelig - alt var røgslør, bluff, fata morgana...og jeg føler mig snydt og forkastet og fravalgt og...aaaaarrrgh !

Hvor dum har man lov til at være...hvor meget har man lov til at dishe sine egne værdier og instinkter...fatter ikke at jeg lod det komme så langt...

Og det trykker ind i gamle nerver...ømme punkter, som pludselig er blottede og reagerer med smerte...

Jeg kan lukke mine øjne og se ind i mit hjerte og vide, at jeg lukkede op - delte ud generøst af min tid og min omsorg...tog hende ind - og ikke mindst: tog hendes unger ind...tog ind og tog over...alt for meget over...

Det er ikke mit...det er hendes...og hun vil det ikke...og hun vil ikke mig...hun magter ikke sit liv, og jeg vil ikke længere lade som om, at jeg gør det...

Vemod...men også vrede...for alle de gange, mine grænser blev overtrådt...og visheden om, at jeg må lære at beskytte mig selv...