Julebudet, der aldrig glemmes...

Af én eller anden grund var jeg faktisk meget begejstret for Gud og kirker og Jesus og biblen og så'n, da jeg var bette...skal ikke udelukke, at mit navn spiller ind - man er jo nærmest tvangsindlagt til at blive kaldt "Jomfru Maria" med mit navn...kan huske at jeg havde fået en børnebibel af min mormor - så'n en stor én med rigtig flotte billeder i...elskede den bog helt vildt, og læste den rigtig mange gange - og kiggede på de dér billeder i en evighed...drømte om at være så'n en smuk kvinde med langt hår og lange gevandter, og som bare var så ren og uskyldig og god og alt muligt...og når jeg stod og ventede ved bussen om aftenen, efter at have været til mit hjemmekundskabshold, så kiggede jeg tit op på stjernerne og bad om at få et tegn fra Gud...altså bare et lille ét - selvom jeg godt vidste (sagde jeg ihvertfald til ham), at jeg slet ikke var værdig til det...men den hoppede han så bare ikke på...ikke så meget som et eneste lille bitte tegn fik jeg, selvom jeg godt nok bad mange gange...måske var han ikke tilfreds med mit performance, da jeg spillede Jesus i kirkespillet, og fik vasket tæer af min dengang bedste veninde...havde ellers fingerflettet et superlangt og flot blåt bånd til mit lagen, som gjorde det ud for kjortlen...kan også bare være, at Gud ikke gør sig så meget i tegn, som man ellers godt kunne få indtryk af, når man læste noget af biblen...synes da godt nok lige, at der var mange i den, der oplevede lidt af hvert...

Nå - men...ihvertfald elskede jeg at synge...og spille blokfløjte...og jeg kom i dag til at tænke på en salme, som jeg engang hørte i kirken...jeg havde aldrig hørt den før, og i mange år troede jeg lidt, at det var noget, jeg bildte mig ind, selvom jeg bare kunne huske melodien helt tydeligt...for ingen andre kendte den...så var det, at jeg en dag fik den geniale idé at slå den op, og jo - den fandtes altså andre steder end i min fantasi...i dag har den så af uvisse årsager været i mit hoved...og jeg har gået og sunget den indeni - for jeg har stadig ondt i halsen...og så var det, at jeg kom til at at tænke på texten...og den følelse af dysterhed, som den altid giver mig, samtidigt med, at den også har et strejf af håb med sig...der findes rigtig mange smukke salmer - og der er rigtig mange, som jeg godt kan li'...men den her - den vil nok altid være lidt speciel for mig...:

Julebudet til dem, der bygge
her i Mørket og Dødens Skygge,
det er det Lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende Mulm paa Flugt,
aabner Udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem Grave.

Julebudet i Vinterens Vaande,
det er Gud Faders varme Aande,
Menneskefaldet til Frelse vendt,
Menneskets Adel paa ny erkendt,
Hjertets Ret til at kæmpe og vinde
evig slaaet fast trods hver en Fjende.

Julebud under Storm og Torden
melder og giver Fred paa Jorden,
Fred til at stride vor Strid med Mod,
Fred til at vente paa Enden god,
højt under Medbør og dybt i Sorgen,
Fred for baade i Gaar og i Morgen.

Julebudet til dem, der græde,
det er Vældet til evig Glæde.
Glæd dig da kun, du Menneskesjæl,
stinger end Ormen endnu din Hæl!
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit Hoved og tak for Livet!

Jens Christian Hostrup