Endnu en dejlig solskinsdag - men jeg har ondt i maven...
Ondt i maven fordi weekenden har budt på en klassefødselsdag, som desværre indeholdt mobberi af værste skuffe over for et barn...
Ondt i maven fordi ikke alle føler som jeg og reagerer...
Ondt i maven fordi jeg stadig mangler én - synes jeg - svær telefonsamtale...
Hvorfor er der stadig så mange forældre der synes, at så længe det ikke handler om deres eget barn - så behøver man ikke at reagere ?
Hvorfor er det for nogle så svært at se, at det kræver et fælles fodslaw i en klasse og en forældregruppe, hvis man vil ha' at poderne skal lære at omgås hinanden på en ok måde ?
Jeg får ondt i maven...
Men jeg ved, at jeg ville få endnu mere ondt i maven, hvis jeg ikke reagerede...
...
Og så fik jeg den sidste samtale overstået...og mavesyren og angsten og mavepinen blev afløst af en stolthed over, at jeg reagerede...at jeg var tro mod mig selv og dét jeg tror på...tro mod følelsen af, at det ER et fælles ansvar at få en klasse til at fungere...og at ikke alt er "mit barn" - men også "vores børn" og hvordan de interagerer og påvirker hinanden...
Jeg er verdens bedste !
Eller no'et...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Du er den sejeste. Virkelig!!
Det var flot og rigtigt!
1000 point!
Tak tak :-)
Efter det jeg har været igennem med min egen søn, vil jeg bare si en ting...
TAK Maria...
You're pure Sound :)
Åh Angel - det betyder så meget at du skriver dét...for jeg ved ét sted i mig selv, at jeg har handlet rigtigt og godt...men hovedgruppen af forældrene reagerer som vanligt med larmende tavshed...og cementerer min følelse af, at være almost alone i det rum...
Send en kommentar