Savn !

Savnet er allerede ved at indtage sin plads...jeg kan mærke det i maven...i hjertet...og hele dagen den dér prikken på næsetippen, som varsler tårer på vej...bare et glimt...bare et strejf...

Så skubbes det væk...og der pakkes og skrives navn i og findes frem...og der grines og krammes og snakkes...og der klippes negle og købes batterier...og i morgen ta'r min lille store sol afsted...

Når hun nu ikke skal være her...så er jeg glad for, at det er min ø, hun drager til...så kan jeg jo se hende for mit indre blik...

Mærkes næsten som en forpremiere på at hun bli'r stor og flytter hjemmefra...at hun skal flyve på egne vinger...

Og mest skræmmende faktisk: at jeg skal finde mig i nuet - uden hende...at jeg skal gøre ting for mig - uden hende...at jeg skal alt - uden hende...

Seks uger føles som en evighed...og hele kroppen sitrer indvendigt af forventning og angst...glæde og sorg...angst og bobler...for der ER vitterligt så mange facetter af følelser, at det er til at blive helt rundtosset...

Men i mit hjerte visheden om, at dét jeg sender afsted, kommer tilbage igen...og endda med sjælelige souvenirs af stor værdi...

Og jeg vil trække dagene på snor imens...