22

I dag er det præcis 22 år siden, at jeg pakkede nogle få ting og stak af hjemmefra. Og trods de mange år, der er gået, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg på mange måder stadig løber. For dét jeg løb væk fra, har stadig en plads inde i mig, omend nogle ting er blevet mere afklarede. Og dét jeg løb væk fra, påvirker mig stadig, selvom jeg fysisk har taget afstand til dét og dig.

Kunne det så overhovedet svare sig at løbe ? I den grad. Det var nødvendigt. Det var livsnødvendigt.

Og en dag håber jeg, at jeg ikke har brug for at løbe mere. At jeg godt kan finde ro, selvom der er rester tilbage i mig.

Og sikke en smuk dag at skilles fra hinanden...

Det har grebet mig igen. På sådan en solskinsdag med et snert af forår i luften, sidder jeg her svøbt i melakoliens kåbe. Med tårefisk, der flyder lige omkring vippekanten. Med følelser, der kommer og går. Med en tilstand af stilstand, der tynger.

Men vent ! Har jeg ikke netop skabt forandring i mit liv ? Har jeg ikke netop taget endnu et skridt ? Hvorfor så lige denne vante reaktion, når nu alting langsomt forandres ?

Måske netop derfor. Fordi det er nyt. Ukendt. Skræmmende. Måske blot en reaktion på det.

Jeg kan ikke rigtig ryste det af mig i dag. Måske er det okay. Måske er det i dag. Og så kommer i morgen.

Tine - tilbage til mig - Tine

I dag fik jeg en besked på fjæsbogen om, at Tine Bryld har haft en hjerneblødning. Beskeden kom fra én af mine livliner i mine svære teenageår, som dengang var på P4. Og nu tror I nok, at det her kommer til at handle om fantastiske Tine, men det gør det faktisk ikke. For så'n er jeg. Selvoptaget og i selvsving og rundt på gulvet over et pludselig tilbagekast til fortiden, der nu er blevet til nutid.

Jeg overlevede mine teenageår pga. musik, Michael Strunge, P4 og min veninde Tine (ikke Bryld). De ting gjorde, at jeg kunne skabe mig et rum at være i, når alt omkring var kaos, for svært og ikke til at holde ud at være i. Og det var det for det meste.

Da jeg fik beskeden fra Kenan i dag, blev jeg utrolig ked af det på Tine Brylds vegne. Men jeg blev også forfærdelig bange. For han skrev, at jeg skulle ringe ham op. Og jeg kan ikke li' fortiden. Jeg kan ihvertfald ikke li' at skulle tale med den, selvom den på alle måder fylder virkelig meget inden i mig altid. Jeg blev ikke den, jeg dengang troede, at jeg ville blive. Måske derfor har jeg det så ufatteligt svært med den og med dem, som var en så stor del af den. Jeg tror altid, at de vil veje mig og finde mig for let, hvis de ser, hvor lidt der kom ud af mig og alle mine drømme. Og selvom det i virkeligheden handler om mig og ikke om dem, hjælper det ikke noget. Min reaktion er at gemme mig væk.

Men den her besked...den var lige dér. Og jeg kunne ikke andet end at ringe. Selvom det handlede om, at han ville ha' mig til at sige nogle ord om Tine Bryld, og min sædvanlige præstationsangst dermed var superaktiveret, kunne jeg ikke andet end at ringe op.

Og at høre hans stemme. Som lød nøjagtigt som dengang. Og pludselig være i alle de ting, som han og de andre betød for mig. Og samtidigt være i min lænestol i en helt anden tid. Det var mærkeligt. Det var osse okay. Det var bare.

Og vi talte om Tine B. - og vi talte lidt om dengang, og om nu. Og jeg sidder lige nu og er lidt i et virvar af mange varme, men også vemodige følelser. Noget med at mærke, hvor hård jeg er ved mig selv. Hvor lidt jeg ser mig selv for de gode ting, jeg rummer den dag i dag. Hvor meget jeg hele tiden mest af alt synes, at jeg ikke har noget som helst at byde ind med.

Den måske barnlige glæde ved at snakke og høre hans ord huske mig og den tid. Det er et halvt liv siden. Og li' så tydeligt som han er en del af en tid og et rum inden i mig, er jeg en del af noget betydningsfuld inden i ham. Og det gør mig glad. Og det trækker en tråd helt fra dengang til nu, og den er lang og kan gå rundt om mange ting og rum og mennesker endnu. Hvis jeg tør lade den gøre det.

...

Nå. Tårefiskene flød lige lidt. På den gode måde.

Men faktisk så har jeg gjort noget meget grænseoverskridende ved at ringe ham op. Og noget endnu mere grænseoverskridende ved at lade en fotograf komme ud og tage billeder af mig til avisen. Hvor nemesis er det så i øvrigt lige, at det skal ske den dag, hvor jeg igen havde konstateret, at mit syge trætte legeme ikke orkede at slæbe sig under bruseren, og dermed stod til at runde dag 8 uden et bad ! Der var nok liiiige én, der fik sig hevet sig selv op ved de fedtede hårrødder.

Så i morgen. Der bliver jeg set. Dét jeg frygter mest.

Det er for vildt. Sikke en skør, skør, skør dag.

Og så for lige at vende tilbage til den egentlig grund til, at alt dette skete: hvor er det dog trist at høre, at Tine Bryld er ramt af sygdom. For mig var hun så meget. Det ved jeg, at hun også var for rigtig mange andre.

Hun var én af dem, jeg gerne ville være som. Livsklog og god til at sortere i alt det svære. Hun kunne samle alle de rodede ender, som der blev fedtet rundt med, og hun kunne hjælpe med at man fik øje på mulighederne for at binde det hele mere sammen. Jeg har selv talt med hende. Jeg har veninder, der har talt med hende. Og jeg har hørt samtale efter samtale, søndag efter søndag, og altid fået noget med fra hver eneste.

Jeg har set hende kæmpe for udsatte grupper rundt omkring. Se hende spidde uretfærdigheden igen og igen. Og jeg har elsket hende, som man nu engang kan elske en ildsjæl på afstand, og har altid haft den dybeste respekt for hende og hendes arbejde.

Gud, hvor jeg dog håber, at hun kommer igennem den her svære tid, og bliver Tine igen. Jeg synes slet ikke, at verden er klar til at være foruden hende.

Prost

Jeg prøver at drukne dine sorger. Men jeg tror ikke, at det virker.

Gry...

Så dejligt at gå mosen rundt med dig.

Så dejligt at mærke varmen skylle igennem os, mens vi drikker den varme kakao, og lader ordene flyde imellem os.

Så dejligt at være i nuet, selvom fortiden fylder så meget.

Så dejligt at vide, at der venter en fremtid, når nuet engang er gennemlevet.

Så dejligt at tilbringe min dag med dig.

Aaaaaaahhhh !

Her har jeg gået og tænkt, at der godt nok blev skrevet mere og mere om aggressive droner, der dræbte mange mennesker rundt omkring i verden. Og så viser det sig, at der er tale om fucking ubemandede krigsfly, der bruges til angreb rundt omkring.

Følte jeg mig lige dum eller hvad...på den anden side, skal man jo lære noget nyt hver dag...

Act once again

Du ligner helt dig selv. Det gør jeg ikke. Din nærhed på én og samme tid med den afgrund af afstand, som tiden har gravet imellem os.

Det er bare så mærkeligt. Og jeg ved godt, at det nok bare er mig. Som altid er jeg ti millioner andre steder end alle andre. Og du går uden tvivl hjem til din verden uden følelsen af...dét der...

Smiler vemodigt over den sikkerhed, jeg engang havde. Og så slet ikke havde alligevel. Over alt det, som slet ikke var, men alligevel var der. Over alt det, som jeg vidste ville komme, men som ikke kom. Og som jeg ikke længere kan række ind efter.

Min tid har været der. Nu er der andre aktører på scenen. Og tæppefaldet er lige ved og næsten dér.

Min svanefamilie

Jeg er lidt bange for svaner. De er store, de har vinger, og de udsender uberegnelige signaler. Det opfanger jeg ihvertfald, men det så osse nævnes, at jeg generelt ikke er den store fan af alt med vinger. Sommerfugle undtaget.

Anyway - på afstand kan jeg godt synes, at svaner er ret flotte. Jeg gentager: på afstand. Den svane, jeg engang mødte foran svømmehallen, der stod og slog mod indgangspartiet, havde jeg det lidt skidt med. Til gengæld har jeg nu fået mig en svanefamilie. Intet mindre. To stk. voksne og to stk. grå-brune teenagere. Jeg ser dem, hver gang jeg går ved Mosen. Svømmende rundt i åen. Liggende på græsset. Altid sammen. Hvem havde troet, at svaner lever i kernefamilier ? Nogle gange tænker jeg, at skindet bedraget. At de forældrene måske er pisse trætte af ungerne, og bare tæller dagene til de flyver fra den imaginære rede. Andre gange sukker jeg over, at det kan lykkes for nogle at holde sammen på familien.

Under alle omstændigheder skal jeg helst lige se dem, når jeg er på de kanter. I dag slog det mig pludselig: om meget snart er teenagerne store, hvide og ikke til at genkende. Lidt som min egen datter.

Livet er stort og småt.

Du du du...

Elsker simpelthen sexscenerne i "Dollars". Eller - læber, der presses mod hinanden vældig hårdt forever, mens et inderligt ansigtsudtryk fylder skærmen. Får mig til at tænke på, når jeg så det sammen med min mormor, og hun hver gang, der kom så'n en scene sagde "baaaaaahhhh". (Hun kaldte i øvrigt osse serien "Dynasti" - udtalt på dansk. Og Blake for "Blaaa-kæ". Intet som gamle menneskers engelsk)

Og jeg går ud fra, at de rent faktisk er ment som et seriøst bud på seksualitet og sensualitet. Mage til dårlig dømmekraft. Men ufrivilligt hysterisk morsomt. Især på en doven regnfyldt fredag, hvor zappeknappen gik i stå på NRK1.

September...

Man ved, at det har været sandalvejr længe, når der er edderkoppespind i ens almindelige sko...

An illusion...

Ville det være sådan, hvis det havde været vores historie ?

Det er altid så smukt og rigtigt i deres skildringer. Jeg er ikke sikker på, at virkeligheden ville se sådan ud.

Måske svøber jeg mig blot i melankoliens kåbe. Illusionernes aura.

Dét der var, er ikke.

Umuligt at fastholde. Ikke ment til at være måske.

Hvorfor er det mon, at det stadig er i mig ? Sammen med alt det andet.

Nogle ting ved jeg ikke, om jeg kan, vil eller skal kastet bort.

Fucking Pisse Lorte Tisse Bæ - eller noget...

Dengang jeg arbejdede som socialrådgiver, havde vi en regel i min gruppe: send aldrig breve med dårligt nyt ud til borgerne, så de modtager dem i weekenden, hvor de ikke kan komme i kontakt med forvaltningen. Der skulle være mulighed for at modtageren kunne stille spørgsmål til afgørelsen.

Hvor ville jeg ønske, at man gjorde det samme i boligstøtteafsnittet, så man ikke modtog et brev på en lørdag sammen med et girokort, lydende på 15.252 kr., som jeg har fået udbetalt i for meget boligstøtte i følge dem.

Jeg fatter ikke deres tal. Jeg fatter ikke deres brev. Jeg ved kun, at jeg har givet dem alle oplysninger om min indkomst, men nu skal jeg gå med ondt i maven indtil på mandag, hvor jeg kan få fat i dem.

Hate this shit ! Og jeg kan ikke slippe det...

Rodekassen

Tingene er så overvældende svære. Uigennemskuelige. Ikke til at se sig ud af - igennem. Jeg er i tvivl om, hvad der er sker. Hvad der er reelt, hvad der ikke er. Og jeg kan ikke finde mit ståsted i det hele. Alle ordene om, hvad jeg skal, smuldrer bort i situationerne. Jeg får lyst til at kaste det hele fra mig. Men det gør man ikke. Så jeg går lidt mere i stykker derinde. Føler tyngden lidt mere. Tårefiskene svømmer frit. Og gid noget ville sprænges. Hvis jeg bare vidste. Og kunne. Aldrig mere se.

Så gå dog væk, mand.

Glimt

At ligge og lytte og kigge ind i væggen og græde.

Indtil jeg ikke gør det længere.

En rumlen...

Hvordan fanden kan jeg ha' så lidt energi til noget som helst her i alt mit rod ?

Jeg kunne få lyst til at brænde det hele ned - bare for at kunne starte helt forfra !

Argh altså !

Og nej nej - bliver ikke pyroman eller noget. Oparbejder vist bare et vulkanudbrud, der vel må komme i udbrud på ét eller andet tidspunkt...

Var til forpremiere på "Broderskab" - se den, se den ! Fantastisk barsk og smuk film. Og for jävlan, hvor er Thure Lindhardt altså charmerende - osse irl !

Kapaw !

Nogen gange tror man ikke, at et andet menneske kan synke dybere, end det allerede er tilfældet.

Nogen gange bliver man ramt lige dér, hvor det gør allermest ondt, når man finder ud af, at det kunne de så godt.

Her er London, her er London...

Jeg skulle nok lige hilse og sige, at det ikke hjælper meget med en rullekuffert, hvis der ikke er ryddet sne, der hvor man skal gå ! Og hvis man så tillige har pakket sin største kuffert helt stopfyldt - OG har en pose mad og toiletpapir og taske osse...så kan det nok lige være, at superkræfter og et ilttelt havde været på sin plads...

Men kan berolige alle: Jeg er nået levende frem til min ferielejlighed på Fanø ! Og sidder nu og hiver efter vejret - lidt - mens jeg betragter verdens mest dovne hundelufter: bil kører ned på stranden...hund bliver losset ud...bil begynder at køre...hund løber gøende efter bil...minder mig lidt om en ferie i Norge, hvor min mor kørte fra min far i bilen...ingen sammenligning med den firbenede race i øvrigt...

Har slæbt halvdelen af mit badeværelse med - regner med at tilbringe en god del af tiden i badekarret nemlig. Så tror nok lige, at jeg vil ud og organisere mine 5 milliarder badetamtam-ting !

Har du havemøbler i ørerne ?

Sidder og ser temaaften på DR2 - love it. Gensyn med den danske musikscene i 80'erne. Og husker pludselig et utal af eksempler på meget misforstående sangtekster.

Som dengang, hvor jeg til mit livs første og eneste Gnags koncert stod og brølede "Ud med Hans" - og ikke havde et clue om, hvem fanden ham Hans var...

Eller når jeg sang med på Sneakers' voodoo sang, og undrede mig over, at han ønskede os alle en glædelig jul...

Har du prøvet det - at ha' havemøblerne i ørerne og synge noget helt forkert, meget højt og meget længe ?

For tiden ser jeg rigtig mange film. Stort set én hver dag. Jeg elsker at forsvinde ind i en anden verden - blive opslugt af en god historie, godt skuespil og nogle flotte billeder og effekter.

I dag så jeg "Biernes hemmelige liv". Har hørt, at bogen skulle være fantastisk, men har ikke fået den læst. Nu har jeg så set filmen. Og hold da op - den var simpelthen så god. En meget gribende og vedkommende historie, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Så - se den, se den !