Genkendelse...

Jeg ledte altid efter det blik hos andre, der sagde, at jeg var noget særligt...at de så noget i mig...så noget af dét, jeg følte...

Og det går op for mig, at det var en helt naturlig reaktion på det manglende blik fra dig...

Slet ikke mig, der var født forkert...

Anderledes fordi jeg ønskede det blik...nej...

Jeg ville blot mærke...

At jeg blev mærket...

Der er en strand...

Der er en strand i mit hjerte. Fysisk befinder den sig på Fanø, men jeg går dér hver dag i min sjæl. Bag mig klitterne, som endeløse synes at fortsætte. Skærmer det bagved liggende. Til den anden side havet - det uendelige. Og mens solen synker ned, åbenbares hver gang et syn, der kan måle sig med et hvilken som helst kunstværk. Farver, der blandes og stråler. Skyer, der danner mønstre og hemmelige billeder. I nogle få øjeblikke et glimt af evigheden. Hvilket overdådigt syn.

Position...

Med et ben i hver verden...

Nattens drømmebilleder har endnu ikke sluppet helt...

Dagens regnvejr formørker mit sind...

Som glider de ind over hinanden - de to...

Hmmm...

Skumlende og pissed...

Øm i ganen af for mange chips...

Og jeg sagde, at jeg kunne adskille det ?!

Who am I kidding...

Farverne flød faktisk sammen...

Piiinligt !

Dette er decideret pinligt !

Hvad ligner det, at det overhovedet var til diskussion om en organdonor skulle kunne blive i Danmark, så de opfølgende lægeundersøgelser kunne gennemføres ?

Kraftedme træt af den her udlændingeforskrækkelse !

We shall overcome...?

Endnu en dejlig solskinsdag - men jeg har ondt i maven...

Ondt i maven fordi weekenden har budt på en klassefødselsdag, som desværre indeholdt mobberi af værste skuffe over for et barn...

Ondt i maven fordi ikke alle føler som jeg og reagerer...

Ondt i maven fordi jeg stadig mangler én - synes jeg - svær telefonsamtale...

Hvorfor er der stadig så mange forældre der synes, at så længe det ikke handler om deres eget barn - så behøver man ikke at reagere ?

Hvorfor er det for nogle så svært at se, at det kræver et fælles fodslaw i en klasse og en forældregruppe, hvis man vil ha' at poderne skal lære at omgås hinanden på en ok måde ?

Jeg får ondt i maven...

Men jeg ved, at jeg ville få endnu mere ondt i maven, hvis jeg ikke reagerede...

...

Og så fik jeg den sidste samtale overstået...og mavesyren og angsten og mavepinen blev afløst af en stolthed over, at jeg reagerede...at jeg var tro mod mig selv og dét jeg tror på...tro mod følelsen af, at det ER et fælles ansvar at få en klasse til at fungere...og at ikke alt er "mit barn" - men også "vores børn" og hvordan de interagerer og påvirker hinanden...

Jeg er verdens bedste !

Eller no'et...

Tilbage til fremtiden...

"Det kan man da ikke sige ! Tilbage til fremtiden ?!" sagde afkommet med forundringen malet i ansigtet, da jeg fortalte hende om den her fantastisk sjove film, som vi skal se i aften...

"Skal vi ikke hellere se High School Musical ?" spurgte hun...og jeg måtte insistere på, at moder ved bedst - og at vi derfor (gen)ser klassikeren fra min ungdom...

Og jeg tør vædde min gamle hat på, at efter endt film vil ordene lyde som følger:

"Den vil jeg ha' på dvd !"

Nu er der kun tilbage at vente...

Der er indkøbt ærter, jordbær og masser af slik...riskiksene med chokolade blev guffet i eftermiddags...så'n lidt som optakt !

Marty - we want you !