Min svanefamilie

Jeg er lidt bange for svaner. De er store, de har vinger, og de udsender uberegnelige signaler. Det opfanger jeg ihvertfald, men det så osse nævnes, at jeg generelt ikke er den store fan af alt med vinger. Sommerfugle undtaget.

Anyway - på afstand kan jeg godt synes, at svaner er ret flotte. Jeg gentager: på afstand. Den svane, jeg engang mødte foran svømmehallen, der stod og slog mod indgangspartiet, havde jeg det lidt skidt med. Til gengæld har jeg nu fået mig en svanefamilie. Intet mindre. To stk. voksne og to stk. grå-brune teenagere. Jeg ser dem, hver gang jeg går ved Mosen. Svømmende rundt i åen. Liggende på græsset. Altid sammen. Hvem havde troet, at svaner lever i kernefamilier ? Nogle gange tænker jeg, at skindet bedraget. At de forældrene måske er pisse trætte af ungerne, og bare tæller dagene til de flyver fra den imaginære rede. Andre gange sukker jeg over, at det kan lykkes for nogle at holde sammen på familien.

Under alle omstændigheder skal jeg helst lige se dem, når jeg er på de kanter. I dag slog det mig pludselig: om meget snart er teenagerne store, hvide og ikke til at genkende. Lidt som min egen datter.

Livet er stort og småt.

Du du du...

Elsker simpelthen sexscenerne i "Dollars". Eller - læber, der presses mod hinanden vældig hårdt forever, mens et inderligt ansigtsudtryk fylder skærmen. Får mig til at tænke på, når jeg så det sammen med min mormor, og hun hver gang, der kom så'n en scene sagde "baaaaaahhhh". (Hun kaldte i øvrigt osse serien "Dynasti" - udtalt på dansk. Og Blake for "Blaaa-kæ". Intet som gamle menneskers engelsk)

Og jeg går ud fra, at de rent faktisk er ment som et seriøst bud på seksualitet og sensualitet. Mage til dårlig dømmekraft. Men ufrivilligt hysterisk morsomt. Især på en doven regnfyldt fredag, hvor zappeknappen gik i stå på NRK1.

September...

Man ved, at det har været sandalvejr længe, når der er edderkoppespind i ens almindelige sko...

An illusion...

Ville det være sådan, hvis det havde været vores historie ?

Det er altid så smukt og rigtigt i deres skildringer. Jeg er ikke sikker på, at virkeligheden ville se sådan ud.

Måske svøber jeg mig blot i melankoliens kåbe. Illusionernes aura.

Dét der var, er ikke.

Umuligt at fastholde. Ikke ment til at være måske.

Hvorfor er det mon, at det stadig er i mig ? Sammen med alt det andet.

Nogle ting ved jeg ikke, om jeg kan, vil eller skal kastet bort.

Fucking Pisse Lorte Tisse Bæ - eller noget...

Dengang jeg arbejdede som socialrådgiver, havde vi en regel i min gruppe: send aldrig breve med dårligt nyt ud til borgerne, så de modtager dem i weekenden, hvor de ikke kan komme i kontakt med forvaltningen. Der skulle være mulighed for at modtageren kunne stille spørgsmål til afgørelsen.

Hvor ville jeg ønske, at man gjorde det samme i boligstøtteafsnittet, så man ikke modtog et brev på en lørdag sammen med et girokort, lydende på 15.252 kr., som jeg har fået udbetalt i for meget boligstøtte i følge dem.

Jeg fatter ikke deres tal. Jeg fatter ikke deres brev. Jeg ved kun, at jeg har givet dem alle oplysninger om min indkomst, men nu skal jeg gå med ondt i maven indtil på mandag, hvor jeg kan få fat i dem.

Hate this shit ! Og jeg kan ikke slippe det...

Rodekassen

Tingene er så overvældende svære. Uigennemskuelige. Ikke til at se sig ud af - igennem. Jeg er i tvivl om, hvad der er sker. Hvad der er reelt, hvad der ikke er. Og jeg kan ikke finde mit ståsted i det hele. Alle ordene om, hvad jeg skal, smuldrer bort i situationerne. Jeg får lyst til at kaste det hele fra mig. Men det gør man ikke. Så jeg går lidt mere i stykker derinde. Føler tyngden lidt mere. Tårefiskene svømmer frit. Og gid noget ville sprænges. Hvis jeg bare vidste. Og kunne. Aldrig mere se.

Så gå dog væk, mand.

Glimt

At ligge og lytte og kigge ind i væggen og græde.

Indtil jeg ikke gør det længere.