Der var én, der var to, der var...

Kan godt li' den kloning, der foregår for tiden - ét Ungdomshus, to Ungdomshuse..

En, to, mange...

Synes at det er befriende igen at opleve idealistiske mennesker, der tør gå ad nogen andre veje end dem, som de fleste andre betræder...

Kan faktisk godt mærke et savn efter at være så dedikeret til noget...så fyldt op af noget, som man bare ikke kan leve uden...som beriger ens liv og giver følelsen af samhørighed og usårlighed - midt i en verden, hvor man ellers ikke føler sig synderligt hjemme...