Jeg havde næsten glemt...

Jeg havde næsten glemt...nej, det passer ikke - for du er en del af min daglige smerte, mine mange kampe og min higen efter at stykke mig selv sammen til et helt menneske...og så prøver du at snige dig ind i mit liv igen...og det går op fra mig, at jeg vitterligt intet vil ha' fra dig...at jeg selv må kravle og gå og stå og løbe og flyve...når jeg tænker på dét, du har gjort, kan jeg ha' svært ved at forstå omfanget...jeg kan gribe mig selv i at tænke, at jeg må se at komme videre...at det ikke kan blive ved med at fylde...at det vel er skæbnen for nogle af os...så tænker jeg på min egen sol...og jeg sønderrives ved tanken om, at hun skulle placeres i noget tilsvarende...jeg ville ønske, at jeg også kunne sørge over mig selv...så'n helt derinde...og så heles...