Fortæring...

Jeg er ikke skabt til et liv, hvor andres øjne møder mine for tiden...jeg er nervøs og anspændt ved tanken om at bevæge mig ud i den verden, der ligger udenfor..."hvad er så farligt derude" spørger jeg mig selv...men den indre stemme er midlertidigt sat ud af funktion, og følelserne flyder rundt og overdøver alt og det hele...og jeg vil blot putte mig selv langt væk...og det forundrer mig faktisk, at det ikke engang synes at gøre mig noget lige nu...det evige dilemma imellem hvad der er egenomsorg og selvdestruktion...hvornår hvad er hvad og nok er nok...endnu en dag venter...natten gik næsten for hurtigt...og lyset fortærer mig...