En engel kaldte på mig...en sommerfugl fløj ind igennem døren og satte sig på min hånd...og jeg måtte smile og mærke glæde, trods den store tyngde inden i...
Jeg har været borte...men alligevel lige her...jeg har gået og gået, men uden en følelse af at komme nogle vegne...jeg tabte min tro og min kerne...jeg så det ske, men kunne ikke hindre det i øjeblikket...
Jeg har grædt så mange tårer, at jeg stadig kan smage snottet og hjerteblodet i min mund...jeg mistede orienteringssansen i det mørke vildnis...jeg så ikke kortet for mit indre øje...
Jeg har set mig selv smelte sammen med de andre sjæle, som har lidt...på godt og ondt...men jeg må bygge et filter...for jeg kan ikke tage alting ind...jeg kan ikke blive ét med alt...jeg kan ikke bære mig selv under tyngden af alt dét...
Jeg må tage vare på Maria...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Åh. Du kan altså bare noget med ord. Så smukt altid.
Og tag så vare på hende Maria!
Tak...og jeg prøver !
Lille Maria, du ska se det går nok, tror du har været inde i et af disse rum jeg så ofte sidder fast i...
Men er glad du er her nu...
Dine ord slap en tåre ud på min kind...
Knus og kærnemælk Angel
Tak, Engel min...
Kære Maria. Der er uendeligt mange bundløse huller at falde i. Når du er oppe af dem så lev livet. Elsk og glæd og nyd. Det er hér du skal skabe situationer som giver dig succes (og det kan være små ting). Kys til dig:-)
Send en kommentar