Lille menneske...

Da jeg lukkede døren bag mig og gik ud i regnen, tænkte jeg blot på at sætte den ene fod foran den anden...et skridt, to skridt, flere skridt...og da jeg passerede en mur, hvor der var skrevet "jeg gjorde det kun for min egen skyld", var det som et spejl rettet mod dig - mod Jer...og den konstante tyngde og anspændthed i skuldrene mine føltes som det tungeste åg, da jeg lagde muren bag mig - og oh, var det dog blot så lige til at lade noget andet blive efterladt...og mine fødder fandt supermarkedet, og jeg så folk fylde deres vogne med fødselsdagstilbud, alt imens jeg selv talte mønterne endnu engang, fordi det bare ikke var dagen, hvor jeg skulle tælle forkert og ikke ha' nok ved kassen...og jeg fandt min frugt og de andre småting, jeg var gået helt derud efter...stod ved kassen - og sørme om ikke den gamle dame før mig fik sine to citronmåner, sit rugbrød og sin biksemad betalt af manden foran hende, som i et anfald af pludselig gavmildhed, spontan sindssyge eller hvad ved jeg, overraskede hende og kassedamen ved at insistere på at betale hendes varer osse...og jeg stod bare og havde lyst til at skrige "hvad med mig ?"...og jeg følte mig som verdens mindste menneske, der ikke engang bare ubetinget kunne glæde sig over, at en sikker fattig pensionist fik sine varer sponsoreret...det med at se med andre øjne - et andet perspektiv...det, jeg svælger rundt i for tiden, og føler mig konstant mislykket i forhold til...lidt som når beløbet "47.000" flyder ud i dag, fordi jeg fik at vide, at det er hvad en gammel veninde tjener, og jeg både glædes på hendes vegne og synes, at hun er hardcore sej, og samtidigt slet ikke fatter, at man kan tjene så mange penge, og fanme slet ikke forestille mig, hvor fantastisk befriende det må være ikke at tænke på penge - på den måde, som jeg skal tænke på dem...og jeg traskede hjem i regnen, og fandt lidt afveksling i at gå andre veje, se nye gamle huse, og tænkte på hvor fantastisk det ville være at eje en mobil med kamera eller noget, så jeg kunne fastholde alle de glimt, der river mig ud af min trædemølle...og jeg nåede endelig mit helle...og jeg lukkede min dør, men skuldrene sank ikke ned...og jeg frygter dagen i morgen, for så meget er repeat lige for tiden, og jeg kan næsten ikke være i det mere...