"Fragmenter af liv" er titlen på den digtsamling, jeg aldrig har fået skrevet...
Nu iklæder jeg bloggen dette navn, og håber at der kommer til at blive mange fragmenter at finde her...
Maria, jeg prøver at forstå lige nu. Har jeg ikke en klap anelse om, hvad der foregår. Men bare til orientering, så er det ikke nemt, at have teenagere. Min recept har været/er som følger:
Deres frontale pandelapper er ikke fuldt udviklede, derfor kan de ikke altid stå inde for, hvad de gør
Ethvert rædselsvækkende teenage-angreb må ikke tages personligt. De er ikke lige så kloge som os i indeværende stadie
Kommer der personangreb, som går for tæt på, så tænk: Ja, ja...du gør som du har forstand
Og husk inde i det frådende teenagemonster er der det lille sårbare barn, man kunne give et plaster på og synge en sang for og så var alt godt igen
Sidst men ikke mindst: Husk tilbage til dig selv. Hvad tænkte, følte, gjorde du? Hvorfor skulle ens børn være så meget anderledes. Du har klaret den og det vil de også.
Kære susling - tusind, tusind mange gange tak for dine ord og forståelse.
Det er dejligt at læse dem, og en stor følelse af genkendelse er der i dem. Samtidigt med det - visheden om, at det er sådan det også er - er der osse bare en del, som går det så svært i situationerne at huske på. Netop derfor nok så vigtigt at forsøge.
Jeg har desværre ikke så god en rollemodel at sammenligne mig med som mor. Min egen opvækst havde en karakter, der gør, at jeg ser tilbage på mig selv som en, der måtte løsrive sig - eller gå til grunde. Den slags mor ved jeg, at jeg ikke har været - så min datter skal trods alt "bare" løsrive sig.
Det er så sat i gang nu. Og det er svært af helvede til. Men i dag - lige præcis i det her øjeblik - har jeg en fornemmelse af og en tro på, at det nok skal gå. Det ta'r bare tid.
2 kommentarer:
Maria, jeg prøver at forstå lige nu. Har jeg ikke en klap anelse om, hvad der foregår. Men bare til orientering, så er det ikke nemt, at have teenagere. Min recept har været/er som følger:
Deres frontale pandelapper er ikke fuldt udviklede, derfor kan de ikke altid stå inde for, hvad de gør
Ethvert rædselsvækkende teenage-angreb må ikke tages personligt. De er ikke lige så kloge som os i indeværende stadie
Kommer der personangreb, som går for tæt på, så tænk: Ja, ja...du gør som du har forstand
Og husk inde i det frådende teenagemonster er der det lille sårbare barn, man kunne give et plaster på og synge en sang for og så var alt godt igen
Sidst men ikke mindst: Husk tilbage til dig selv. Hvad tænkte, følte, gjorde du? Hvorfor skulle ens børn være så meget anderledes. Du har klaret den og det vil de også.
Kære susling - tusind, tusind mange gange tak for dine ord og forståelse.
Det er dejligt at læse dem, og en stor følelse af genkendelse er der i dem. Samtidigt med det - visheden om, at det er sådan det også er - er der osse bare en del, som går det så svært i situationerne at huske på. Netop derfor nok så vigtigt at forsøge.
Jeg har desværre ikke så god en rollemodel at sammenligne mig med som mor. Min egen opvækst havde en karakter, der gør, at jeg ser tilbage på mig selv som en, der måtte løsrive sig - eller gå til grunde. Den slags mor ved jeg, at jeg ikke har været - så min datter skal trods alt "bare" løsrive sig.
Det er så sat i gang nu. Og det er svært af helvede til. Men i dag - lige præcis i det her øjeblik - har jeg en fornemmelse af og en tro på, at det nok skal gå. Det ta'r bare tid.
Tak igen.
Send en kommentar