Facebook er tit og ofte udskældt. Beskyldes for at være overspringshandlingernes holdeplads. Tant og fjas. Intetsigende.
Det er det osse. Men så osse noget mere.
Her til aften oplevede jeg pludselig at lande i en kommentar, som ramte lige ind i noget, der lå gemt inden i. Gemt, men ikke glemt. Aldrig glemt.
Og jeg skrev nåede, og mens jeg gjorde det, blev jeg bare ked og mærkede tårefiskene trække frem. Men det var okay. Helt okay. For jeg blev lige i det øjeblik mindet om nogle følelser. Noget, der bæres med mig. Som jeg ikke vil smide fra mig. Som jeg ikke vil give slip på.
Og det slog mig, at den sorg - den var faktisk osse en slags gave. For i og med, at jeg kan mærke den, så mærker jeg også det gode. Det, som jeg ikke længere kan tage og føle på. Som ikke fysisk er her. Og i det øjeblik blev sorgen faktisk pludselig en del lettere. Den blev noget mere.
Det lyder mærkeligt. Men pludselig er det okay, at den altid er derinde. Og at den nogen gange kommer frem. At den slumrer, men kan vækkes.
Det' okay.
Heller det end at være helt foruden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Godt for dig, søde Maria.
Knus
Maria, det er et stort skridt. Tillykke kære, og ja, ligesom at du pludselig kan mærke at noget klikker på plads, folder sig ud, lige dér, midt i køen i Nette, så kan det selvfølgelig også ske på fb. Fb er er en utrolig læreplads - og meget vigtigt kan den lære os at skille tingene ad fordi vi ikke hele tiden kan undgå at få dem lige op i...fjæset;-)
Send en kommentar