Min svanefamilie

Jeg er lidt bange for svaner. De er store, de har vinger, og de udsender uberegnelige signaler. Det opfanger jeg ihvertfald, men det så osse nævnes, at jeg generelt ikke er den store fan af alt med vinger. Sommerfugle undtaget.

Anyway - på afstand kan jeg godt synes, at svaner er ret flotte. Jeg gentager: på afstand. Den svane, jeg engang mødte foran svømmehallen, der stod og slog mod indgangspartiet, havde jeg det lidt skidt med. Til gengæld har jeg nu fået mig en svanefamilie. Intet mindre. To stk. voksne og to stk. grå-brune teenagere. Jeg ser dem, hver gang jeg går ved Mosen. Svømmende rundt i åen. Liggende på græsset. Altid sammen. Hvem havde troet, at svaner lever i kernefamilier ? Nogle gange tænker jeg, at skindet bedraget. At de forældrene måske er pisse trætte af ungerne, og bare tæller dagene til de flyver fra den imaginære rede. Andre gange sukker jeg over, at det kan lykkes for nogle at holde sammen på familien.

Under alle omstændigheder skal jeg helst lige se dem, når jeg er på de kanter. I dag slog det mig pludselig: om meget snart er teenagerne store, hvide og ikke til at genkende. Lidt som min egen datter.

Livet er stort og småt.