09 december 2010

Tine - tilbage til mig - Tine

I dag fik jeg en besked på fjæsbogen om, at Tine Bryld har haft en hjerneblødning. Beskeden kom fra én af mine livliner i mine svære teenageår, som dengang var på P4. Og nu tror I nok, at det her kommer til at handle om fantastiske Tine, men det gør det faktisk ikke. For så'n er jeg. Selvoptaget og i selvsving og rundt på gulvet over et pludselig tilbagekast til fortiden, der nu er blevet til nutid.

Jeg overlevede mine teenageår pga. musik, Michael Strunge, P4 og min veninde Tine (ikke Bryld). De ting gjorde, at jeg kunne skabe mig et rum at være i, når alt omkring var kaos, for svært og ikke til at holde ud at være i. Og det var det for det meste.

Da jeg fik beskeden fra Kenan i dag, blev jeg utrolig ked af det på Tine Brylds vegne. Men jeg blev også forfærdelig bange. For han skrev, at jeg skulle ringe ham op. Og jeg kan ikke li' fortiden. Jeg kan ihvertfald ikke li' at skulle tale med den, selvom den på alle måder fylder virkelig meget inden i mig altid. Jeg blev ikke den, jeg dengang troede, at jeg ville blive. Måske derfor har jeg det så ufatteligt svært med den og med dem, som var en så stor del af den. Jeg tror altid, at de vil veje mig og finde mig for let, hvis de ser, hvor lidt der kom ud af mig og alle mine drømme. Og selvom det i virkeligheden handler om mig og ikke om dem, hjælper det ikke noget. Min reaktion er at gemme mig væk.

Men den her besked...den var lige dér. Og jeg kunne ikke andet end at ringe. Selvom det handlede om, at han ville ha' mig til at sige nogle ord om Tine Bryld, og min sædvanlige præstationsangst dermed var superaktiveret, kunne jeg ikke andet end at ringe op.

Og at høre hans stemme. Som lød nøjagtigt som dengang. Og pludselig være i alle de ting, som han og de andre betød for mig. Og samtidigt være i min lænestol i en helt anden tid. Det var mærkeligt. Det var osse okay. Det var bare.

Og vi talte om Tine B. - og vi talte lidt om dengang, og om nu. Og jeg sidder lige nu og er lidt i et virvar af mange varme, men også vemodige følelser. Noget med at mærke, hvor hård jeg er ved mig selv. Hvor lidt jeg ser mig selv for de gode ting, jeg rummer den dag i dag. Hvor meget jeg hele tiden mest af alt synes, at jeg ikke har noget som helst at byde ind med.

Den måske barnlige glæde ved at snakke og høre hans ord huske mig og den tid. Det er et halvt liv siden. Og li' så tydeligt som han er en del af en tid og et rum inden i mig, er jeg en del af noget betydningsfuld inden i ham. Og det gør mig glad. Og det trækker en tråd helt fra dengang til nu, og den er lang og kan gå rundt om mange ting og rum og mennesker endnu. Hvis jeg tør lade den gøre det.

...

Nå. Tårefiskene flød lige lidt. På den gode måde.

Men faktisk så har jeg gjort noget meget grænseoverskridende ved at ringe ham op. Og noget endnu mere grænseoverskridende ved at lade en fotograf komme ud og tage billeder af mig til avisen. Hvor nemesis er det så i øvrigt lige, at det skal ske den dag, hvor jeg igen havde konstateret, at mit syge trætte legeme ikke orkede at slæbe sig under bruseren, og dermed stod til at runde dag 8 uden et bad ! Der var nok liiiige én, der fik sig hevet sig selv op ved de fedtede hårrødder.

Så i morgen. Der bliver jeg set. Dét jeg frygter mest.

Det er for vildt. Sikke en skør, skør, skør dag.

Og så for lige at vende tilbage til den egentlig grund til, at alt dette skete: hvor er det dog trist at høre, at Tine Bryld er ramt af sygdom. For mig var hun så meget. Det ved jeg, at hun også var for rigtig mange andre.

Hun var én af dem, jeg gerne ville være som. Livsklog og god til at sortere i alt det svære. Hun kunne samle alle de rodede ender, som der blev fedtet rundt med, og hun kunne hjælpe med at man fik øje på mulighederne for at binde det hele mere sammen. Jeg har selv talt med hende. Jeg har veninder, der har talt med hende. Og jeg har hørt samtale efter samtale, søndag efter søndag, og altid fået noget med fra hver eneste.

Jeg har set hende kæmpe for udsatte grupper rundt omkring. Se hende spidde uretfærdigheden igen og igen. Og jeg har elsket hende, som man nu engang kan elske en ildsjæl på afstand, og har altid haft den dybeste respekt for hende og hendes arbejde.

Gud, hvor jeg dog håber, at hun kommer igennem den her svære tid, og bliver Tine igen. Jeg synes slet ikke, at verden er klar til at være foruden hende.

11 kommentarer:

Anja sagde ...

Kære kære Maria. Hvor er det et skønt, livsbekræftende, nærværende og ærligt skriv fra dig.

Jeg er simpelthen så glad for at du har skrevet det, men mest glad for det der skete DIG i dag, og selvfølgelig meget trist på Tine og hendes families vegne. Jeg har sådan en sær fornemmelse af, at mange af de der kloge kvinder, som gav og gav og gav, de rammes ofte lige i hjernen - og det er faktisk meget symbolsk. Nu kan jeg læse mig til, at det er nogen uger siden at Tine fik sin blodprop, og at hun nu kan blinke med et øje, og vifte med en pegefinger. Lad os erkende at der er lang vej endnu, og at det kan gå både frem og tilbage. Det bliver hårdt arbejde.

Og du kom også på arbejde, og det kan vi godt glæde os lidt over - selvom det var angstprovokerende for dig;-)

Love & kram

Marie sagde ...

Skyndte mig ind for at skrive en kommentar, men ser så Anja allerede har skrevet alt det jeg ville sige (og så meget bedre end jeg ville ha' kunnet). Fantastisk indlæg. Så glad på dine vegne, Maria.

PS. hvilken avis om man må spørge?

Maria sagde ...

Kære Anja - tak for din dejlige kommentar. Elsker at du skriver herinde, og ikke bare på fjæsen.

Og kære Marie - osse tak for dine ord, som altid er værdsatte. :-)

B.T. er avisen. Så vi skal være tabloide i morgen.

Marie sagde ...

er det kun i papirudgaven mon?

Maria sagde ...

Marie - I do think so.

Jeg sad og bladrede avisen igennem, og fandt intet med mig selv. Efter at ha' fået at vide af en veninde, at jeg altså var med, bladrede jeg avisen igennem igen. Opdagede så at det var gårsdagens udgave, som lokalbrugsen havde solgt mig !

Men - jeg var så i dagens udgave. Lidt stort og overvældende. Og ikke lige helt 100% mine ord, men det er detaljeri.

Uden Relevans sagde ...

oss mig!

Marie sagde ...

Iiih, hvor jeg altså savner diiiiig!

Kraxpelax sagde ...

Gud och Sex

Kraxpelax sagde ...

Gud och Sex

Dex Mark sagde ...

Your post, makes me consider somehow about the life that we are having. We simply robots, sometimes, and we forgot who we really are. Being one of the highest members of working hard people.

restauranter i København sagde ...

Tine Bryld har hjulpet rigtig mange mennesker, så stor respekt for hende - hun kan være stolt af det hun nåede i livet.


Mikkel
http://y-1.dk/