Kan huske dengang, jeg synes at jeg var en stjerne...en stjerne i mit eget univers...med andre stjerner ved min side...og intet kunne nå os eller slå os ud af kurs eller pille os ned eller no'et...
Så var der de store stjerner...én af dem fylder rundt i dag...Bowie - my man ! Én af de udødelige...
Kan huske dengang en veninde og jeg havde sparet sammen til Bowie billetter...16 år siden - et helt andet liv nærmest...
Og vi spiste toast med ost og pålægschokolade og sang Bowie hele morgenen...og senere drak vi så mange FF'ere (Find Fortovet - hardcore øller) nede i en anden venindes gård, at vi nærmest ikke kunne gå lige på det fundne fortov, da vi skulle mod Parken...
Og jeg blev frygtelig forarget over, at de andre hængehoveder ville op på tribunen, for jeg ville da bare helt ned foran til min Bowie altså...
Det kom jeg - og jeg blev så slået ud over Kim Wilde som opvarmning, at jeg faldt i søvn på plænen, og vågnede ved et kæmpe brøl og mange mennesker, der maste rundt over og ved siden af mig...
Og dér var min stjerne - og sørme også en sanselig midlertidig stjerne lige ved siden af mig: mørk svensker med kysselige læber, som kunne holde om mig koncerten igennem...
Kommer da lige helt til at smile over sådan en gang memory lane tankespind...
Teløk Bowie - min stjerne...
Nu med morfar alder...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar