Flashback

Da musikken pludselig lød i natten, blev jeg kastet ud i følelsernes dans. Jeg så dig for mig, og alt var pludselig som engang og slet ikke som nu. Og alligevel var alt så ganske anderledes, og smertelig var erkendelse, skønt den ingenlunde var ny. Savnet af dét, der var engang, og dét, der måske aldrig var ment til at være mere. Tankerne om min egen utilstrækkelighed flød over vippekanten, og alt selvbedraget blev følt. Mærket er jeg, og alligevel så uforløst. Indkapslet. I hi. Forfrossen. Vissen. Nærmest død. Og intet var vist, og intet blev, og det var osse godt for mig.