Når man bli'r ramt...

Jeg holdt jo nytårsaften for mig selv - selvfølgelig sammen med kat og 6 x marsvin...

Derfor var det mig, mig, mig og KUN mig, der bestemte, hvad der skulle ses og lyttes til...

Jeg så bla. DR2s temaaften omkring musik - herunder nogle "de er bøsser OG musikere" programmer. Der var bla. ét om Freddie Mercury. Og hvis der er én, der altid har kunne ramme mig, så er det Freddie...Han er så unik i sin måde at formidle musik og performance på. Og man får lyst til at være hans ven og ha' det sjovt sammen med ham...og det slog ikke fejl: som HVER eneste gang, når jeg ser dokumentarprogrammer om ham, bliver jeg SÅ ramt...dels af musikken og hans personlighed - men også af det grusomme i, at livet gi'r og livet ta'r, og at mennesker kan dø af at elske...

Det er 15 år siden, at Freddie Mercury døde af AIDS. I dag virker det til, at der er en tendens til at tænke, at det ikke længere er jordens undergang at blive HIV-smittet. At lægevidenskaben har gjort så store fremskridt, at man sagtens kan holdes i live, trods sygdommen. Det var faktisk ét af argumenterne, der blev nævnt i forbindelse med, hvorfor en yngre mand ikke burde dømmes for at ha' smittet 3 andre med HIV...at det ikke længere kunne betragtes som en dødelig sygdom...

Er det ikke hovedrystende ? Og ét sted - så'n lidt respektløst over for både sig selv og andre at ha' så'n en indstilling...

Anyway - jeg blev grebet af Freddie og hans musik og historie endnu engang...og så bli'r livet igen til den dér store ting, som kan være så frygtelig flygtig...